Måske i morgen

Forfatter: Inez Gavilanes

Forlag: Carlsen

Sider: 289

Bogen er et anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Tak for læseoplevelsen! 🙂

Om bogen

“17-årige Lulu bor med sin mor Lena, der kæmper med psykisk sygdom og et svigende medicinforbrug. Lulu ved aldrig, hvad Lena kan finde på, og det er svært for hende at navigere i Lenas opførsel og skiftende humør. En dag bliver presset derhjemme for meget for Lulu, og efter et kæmpeskænderi med sin mor flygter Lulu ud af lejligheden … og lige ind i et fællesskab af piger, hvor man er der for hinanden. For første gang oplever Lulu at høre til. Men trygheden og omsorgen i den nye ‘familie’ har en pris. En pris, der viser sig at være langt højere, end Lulu kan betale.”

Stakkels Lulu. Jeg får simpelthen så ondt af vores ensomme hovedkarakter, der ikke er tryg ved at dele sine frygter og frustrationer med andre, efter at blive kørt mentalt ned så lang tid derhjemme. Hun er på mange måder en meget usikker karakter, der egentlig bare søger noget varme og nærvær, og en lille sjat kærlighed eller anerkendelse.

Inez er god til at skrive, og bogen er meget letlæselig. Hvis du vil læse noget der måske er ude for din comfort zone, er Måske i morgen er godt bud på den rastløse tilværelse, nogle unge mennesker kan risikere at finde sig selv i.

En anden side af Danmark

Ikke alle slutninger er lykkelige – og ikke alle fortællinger har et større pointe, eller mening til sig. Sådan er livet og sådan er Måske i morgen. Slutningen skildrer godt den rastløshed, forvirring og det pres vores hovedkarakter ligger under for, for at passe ind.

Bogen har været under meget kritik online – blandt andet for sit eksplicitte sprog, og brugen af ord som ‘bøsserøv’. Lad os starte med at blive enige om, at det er et gammelt og grimt skældsord, man ikke skal kalde hinanden – men jeg forstår hvorfor hovedkaraktererne bruger sådanne ord, fordi det er sådan der bliver talt i Lulus omgangskreds.

*** SPOILERS **** Bogen har også været under kritik for dens repræsentation af dens eneste queer-karakter Missy og det er en fair kritik jeg er meget enig i. Det er en stereotyp skildring. Og der er flere gange hvor Missy taler i bogen, og man kan mærke, at det ikke føltes rigtigt; at hun ikke er en rigtig karakter. Jeg var også nogle gange i tvivl om Missys rolle; ja, hun er en del af banden med de andre piger, men hvis Missy havde været en dreng Lulu havde byttet sin krop for at kunne sove hos, så havde det haft en helt anden tone, så jeg var virkelig i tvivl da jeg læste den, om Missy var skrevet ind som et forsøg på at “bløde historien op”? Fordi Lulu kunne ligeså vel have lavet samme nummer hos Bilal, men det gør hun ikke. Det er næsten en måde at bagatalisere overgrebene på Lulu på, ved at lade Missy være en pige, og ikke en dreng, og dét brød jeg mig ikke om.

---